Introduktion: Hvorfor du ikke mangler flere værktøjer – men bedre balance

Hvis du har ledet bare et halvt år, har du prøvet det her:
Du står med en opgave, der kræver fremdrift.
Og et team, der kræver retning.
Og en organisation, der kræver struktur.
Og en fremtid, der kræver forandring.
Og samtidig skal folk have det godt.

Det er fem krav – på én gang.
Og det er her mange ledere går galt.

Ikke fordi de er dårlige.
Men fordi de (helt naturligt) overbruger det, de er gode til.

Hvis du er stærk på drift, skruer du op for tempo og eksekvering.
Hvis du er stærk på relationer, skruer du op for harmoni og dialog.
Hvis du er stærk på struktur, skruer du op for processer og kontrol.
Hvis du er stærk på idéer, skruer du op for nye initiativer.

Det føles rigtigt.
Men det skaber ubalance.

Og ubalance i ledelse er ikke en hyggelig detalje.
Det bliver til mismanagement.

Det er præcis det, Adizes giver dig et sprog for.
Ikke som endnu en “model” du kan nikke til og glemme.
Men som et spejl, der afslører, hvorfor samarbejde i ledergruppen nogle gange føles som et møde mellem fire forskellige arter.

Producenten (P) vil have det gjort.
Administratoren (A) vil have det gjort rigtigt.
Entreprenøren (E) vil have noget nyt, der kan ændre alt.
Integrator (I) vil have, at folk faktisk gider være med.

Og ja… de kan drive hinanden til vanvid.
Men her kommer pointen:
Det er ikke et problem, at I er forskellige.
Det er problemet, hvis I tror I er ens.

Mange ledere tror, de kan være P, A, E og I på topniveau.
At de kan drive, strukturere, forny og samle – altid.

Adizes kalder det “lærebogslederen”.
Og han siger i praksis: Den findes næsten ikke.
Det afgørende er derfor ikke at blive “alt”.